For lavt stofskifte opstår hyppigst hos ældre, specielt kvinder. For lavt stofskifte kan behandles medicinsk, så du kan leve et helt normalt liv.
Skjoldbruskkirtlen er en lille sommerfugleformet kirtel, der sidder på forsiden af halsen. Den producerer hormoner til regulering af stofskiftet.
Hormonerne fra skjoldbruskkirtlen sørger for kroppens energiomsætning, og de er livsvigtige for at kroppen kan fungere normalt.
Årsagerne til for lavt stofskifte kendes ikke i detaljer, men både arvelige og miljømæssige faktorer spiller ind. For lavt stofskifte kan være en følge:
Symptomerne kommer ofte gradvist snigende over en lang periode, og der kan gå lang tid, før du erkender, at noget er galt. Ikke alle oplever symptomer. Især hos ældre forveksles symptomerne ofte med almindelige aldersbetingede forandringer.
For lavt stofskifte påvirker alle organer i kroppen, og de mest typiske symptomer er træthed, og at du er meget kuldskær. Der kan også være et eller flere af følgende symptomer: svag og langsom hjerterytme, nedsat appetit, øget vægt, depression, dårlig hukommelse, koncentrationsbesvær, fortykket hud, forstoppelse, hæs og dyb stemme, struma (forstørret skjoldbruskkirtel).
Diagnosen "for lavt stofskifte" bestemmes vha. en blodprøve, hvor koncentrationen af hormoner for stofskiftet måles.
En måling af blodets antistoffer vil kunne bestemme, om der er tale om Hashimotos Thyreoiditis eller om der er tale om en af de andre former.
I nogle tilfælde, især hvis der er en stor struma, vil man supplere med en ultralydsscanning eller en scintigrafi og eventuelt en vævsprøve fra skjoldbruskkirtlen.
For lavt stofskifte behandler man med Eltroxin tabletter, der er et syntetisk fremstillet stofskiftehormon. Det kunstige stofskiftehormon erstatter din egen skjoldbruskkirtels produktion. Der er sjældent bivirkninger ved behandlingen.
Behandlingen startes med mindre doser af Eltroxin, som øges gradvis, indtil blodprøver viser, at stofskiftet er korrekt.
Der vil typisk være tale om livslang behandling, med mindre du har fået for lavt stofskifte efter en fødsel.